|
Hvorfor Alting Tæller? Hver dag sætter vi alle et aftryk i den verden vi lever i, gennem vores handlinger og forbrug. Det kan ikke lade sig gøre andet, men hver især kan vi vælge hvilket slags aftryk vi ønsker at efterlade. Alting Tæller er et initiativ grundet i nødvendighed og store ambitioner. Hvilken verden ønsker du at leve i?
|
|
The Action List:
Hvordan styrer du dit ressource forbrug?
Herunder kan du se forskellige forslag til hvordan du kan minimere dit økologiske fodaftryk og sikre en grønnere fremtid. Kom gerne med flere forslag selv og del dem på vores og din egen facebook side. Udret store ting hvis du kan og ellers husk at du ikke behøver at ændre andet end dig selv og eget forbrug.
Kend dit økologiske fodaftryk
En af de vigtigste ting du kan gøre, er at lære dit eget økologiske fodaftryk at kende. Det økologiske fodaftryk måles ved regne ud hvor mange af naturens ressourcer vi bruger i gennemsnit per indbygger. Hvor stort et økologisk fodaftryk vi hver især kan sætte - uden at vores planets økologiske kapacitet forringes, afhænger af hvor mange vi er på planeten. Derfor bliver det faktisk mere og mere vigtigt at vi hver især tager ansvar, jo flere vi er. Og danskernes forbrug er nu blandt de højeste i verden og ligger på en fjerde plads – højere end amerikanernes per Indbygger. Så ligesom det er muligt at sætte et negativt aftryk, kan vi også ændre det til et positivt.
Lav en google søgning på EMERGY for at læse mere. Eller se Global Footprint Network
Køb økologisk mælk
Hvorfor?
Du sparer 200 liter grundvand fra at blive renset for pesticider ved at købe en økologisk mælk frem for en "almindelig". Mange vandboringer bliver lukket som følge af brugen af pesticider og ved at købe økologisk er du med til at begrænse brugen af sprøjtegift. Derudover betyder økologi-mærket også dyrevelfærd!
Hvordan?
Gå ned i dit lokale supermarked de plejer at have et udmærket udvalg af økologisk mælk ;-)
Genbrug aluminiumsdåser
Hvorfor?
Produktionen af aluminumsdåser til øl og sodavand er ekstremt energikrævende og meget forurenende. Så det sparer meget energi at genbruge en aluminiumsdåse - også selvom der ikke er pant på!
Hvordan?
Lav en genbrugsspand på arbejdet til alle de aluminiumsdåser der ellers ville ryge i skraldespanden.
Brug brusevandet til toiletskyl
Hvorfor?
Selv det korteste brusebad bruger en hel del vand. Vand som sagtens kan bruges til at skylle toilet med efter et bad. Dit brugte brusevand kan typisk levere mellem 25-100% af det vand du har brug for til at skylle efter dine toilet besøg. Der er ingen fornuftig grund til at skylle toilettet med rent drikkevand! Et brusebad giver typisk nok vand til 4-5 toiletskyl.
Hvordan?
Når du venter på det varme vand eller justerer temperaturen påbrusevandet kan du stille en spand under bruseren, og lad bare spanden stå i et hjørne af brusekabinen under selve brusebadet, så der opsamles så meget brusevand som muligt.
Man kan også stå i et baby-badekar, så opsamles op mod 100% af brusevandet.
Brug en barberbladssliber
Hvorfor?
Barberblade er åndsvagt dyre både økonomisk og energimæssigt - og de holder ikke særligt længe.
Hvordan?
Køb en barberbladssliber og brug den!
Undgå at tørretumble
Hvorfor?
En tørretumbler bruger rigtigt meget energi på at tørre tøj. Det kræver stort set ingen indsats eller energi at hænge tøjet almindeligt til tørre. Tørretumbling slider iøvrigt også unødigt på dit tøj!
Hvordan?
Lad være med at købe en tørretumbler og brug kun en når det er absolut nødvendigt.
Køb brugt
Hvorfor?
Hvert eneste produkt du køber har en råmateriel historie, også kaldet den økologiske rygsæk. Den økologiske rygsæk er et billede på alle de råmaterialer, energi input og affaldsstoffer som et produkt bærer med sig over et helt livsforløb. F.eks. har en fladskærm en økologisk rygsæk på ca. 2,6 ton. I gennemsnit har hver dansker en rygsæk på intet mindre end 70 ton årligt og det er blandt de allerstørste i verden. Ved at købe brugt går du din rygsæk betydeligt mindre og at købe brugt er ofte bedre end at købe 'grønt'. Hver gang du køber et produkt stemmer du på hvordan ressourcerne på vores planet skal bruges og hvordan fremtiden skal forme sig. Stem bæredygtigt!
Hvordan?
Overvej altid om du kan "nøjes" med at købe brugt når du f.eks. skal købe et nyt tv, havemøbler, spisebordsstole, sofabord, cykel - listen er lang...
Spar på vandet
Hvorfor?
Pesticider, tørke og stigende forbrug, samt smeltende gletsjere gør at drikkevand er en svindende ressource.
Hvordan?
Du kan spare på vandet ved kun at tage den mængde du har brug for og lukke for hanen med det samme. Tag brusebad i en balje og genbrug vandet til toiletskyl.
Opsaml regnvand og brug det til vanding i haven og/eller toiletskyl - enten helt lavpraktisk med en stor balje i haven - eller ved at integrere det i opbygningen af dit hus (eartships).
Undgå flaskevand
Hvorfor?
I Danmark køber vi ca. 139 mio. Liter flaskevand om året. Denne produktion er meget hård ved miljøet, da der slippes ca. 80 gange så meget Co2 ud i atmosæren ved flaskevand, som hvis du tager et glas vand fra hanen. Flaskevand bruger 1.500 gange mere energi end en tilsvarende mængde fra hanen og koster derudover 100 gange mere.
Hvordan?
Drik vand fra hanen istedet for at købe flaskevand. Brug en drikkedunk i stedet, hvis du skal medbringe vand!
Genbrug evt. en glasflaske der har været brugt til smoothie eller æblemost.
Spis mindre kød
Hvorfor?
At producere kød er en energikrævende affære og jo mindre kød du spiser jo mindre bliver dit negative fodaftryk. Det tager ca. 15.000 liter vand at skabe et kilo kød og kræver megen plads, energi og mad. Derudover producerer kvæg meget metangas og det er en drivhusgas 20 gange kraftigere end Co2. Der er mange grunde til at undgå kød hvis man vil være klima og miljøvenlig. Spiser man f.eks. almindelig dansk svinekød er man med til at fjerne regnskov, da et flertal af grise herhjemme bliver fodret med sojaskrå, som man rydder regnskov for at dyrke.
Hvordan?
Man kan vælge at blive hverdagsvegetar eller kun spise kød hver anden dag, men flere og flere vælger også at blive veganere af hensyn til dyrene, miljø og klima.
Undgå emballage
Hvorfor?
Alting tæller og det gælder også når det handler om emballage. Hver gang du køber et nyt produkt kommer det ofte pakket ind i pap, plastik eller begge dele. Danskere smider næsten dobbelt så meget i skraldespanden som den gennemsnitlige europæer.
Hvordan?
Ved at vælge det produkt der kommer med den mest sparsomme indpakning er du med til at bestemme hvordan produkter skal pakkes ind. Men endnu bedre er det naturligvis at købe brugt! Medbring altid dine egne poser, madkasser og beholdere.
Bliv selvforsynende
Hvorfor?
En af de mest revolutionære måder du kan leve bæredygtigt på er ved at gro din egen mad. På denne måde sparer du både energien brugt på at transportere maden, men sikrer også at maden er lavet på en måde der ikke skader jorden og uden brug af pesticider, og du kan endda spare penge.
Hvordan?
I kølvandet på ustabil økonomi, svindende ressourcer og pladsmangel, er vi blevet mere opfindsomme i vores måder at producere egen mad på. F.eks. window farming, guerilla gardening og terrassehaver, - for blot at nævne nogle forskellige måder. Hvilken mad kan du få til at gro i dit hjem?
Flyv mindre
Hvorfor?
At flyve er den form for transport, der har den største negative klimapåvirkning per rejst kilometer. At flyve svarer Co2-mæssigt til, at alle i flyvemaskinen hver kørte deres egen bil hele distancen og oveni kommer vægten fra baggage.
Hvordan?
Tag tog, bus eller lignende, selvom det ofte tager længere tid og koster mere. Hold ferie tættere på hjem og hold møder via internettet hvis overhovedet det er muligt. Hvis du ikke kan undgå at flyve så flyv direkte. Medbring mindre baggage og flyv 'Economy' da 'Business' og 1. klasse kræver mere plads om bord og dermed færre mennesker på samme flyvemaskine.
Støt bæredygtigt fiskeri (MSC)
Hvorfor?
Fisk er ligesom mange andre ressourcer svindende. Ifølge FN er over 57% af verdens fiskebestande allerede fuldt udnyttede, mens 30% er på grænsen til kollaps.
Hvordan?
Spørg altid fiskehandleren om fisken er bæredygtig.Kig efter MSC-mærket (Marine Stewardship Council) på fiskeprodukter og spørg endelig når du spiser ude og undgå produkter der ikke er bæredygtige. Selvom fisken er blevet fanget via bæredygtig fangstmetode, kan det dog anbefales at undgå særlige arter alligevel, på grund af den store efterspørgsel. F.eks. findes tun ikke længere på WWF's 'Grønne liste' og hvad angår laks, er det kun Alaskalaksen der nu er bæredygtig, og den skal transportes langtfra og har derfor alt i alt et stort CO2 forbrug.
Køb kun bæredygtigt træ (FSC)
Hvorfor?
Vi rydder store mængder skov hver eneste dag. Utrolig meget regnskov ryddes for at imødekomme den store efterspørgsel efter soja, palmeolie og træ. Soja bruges blandt andet som billigt dyre-foder og spiser du f.eks. dansk gris (ikke økologisk) er du faktisk med til at fjerne regnskov. Hver 3. Måned forsvinder et regnskovsområde på størrelse med Danmark og al regnskov vil være væk I løbet af de næste generationer hvis rydningen fortsætter som nu. 50-80% af al tømmer fra regnskoven er illegalt. FSC-mærket (Forest Stewardship Council) er ikke løsningen, men et vigtigt skridt I den rigtige retning.
Hvordan?
Køb FSC-mærkede produkter og undgå så vidt muligt ubæredygtigt træ og undgå produkter der er dyrket i ryddede skovområder eller indirekte bruger sådanne produkter i produktionen (som f.eks. kød fra grise der er fodret med soya-skrå fra ryddede regnskovsområder)
Slet dine gamle e-mails på dine online konti
Hvorfor?
Omkostningerne ved at gemme en enkelt e-mail er ikke særligt store. Men igennem årene får man samlet rigtigt mange e-mails i sit e-mail arkiv. Og langt de fleste får man aldrig brug for igen. Og de mails man ikke sletter skal ligge på servere i princippet for evigt.
Så slet de 15.000 mails der er mere end et par år gamle. Når alle gør det, så gør det en stor forskel!
Hvordan?
Det er forskelligt fra system til system. I Gmail kan du søge efter mails ældre end en bestemt dato med følgende søgetekst: "before:2012-01-01".
Så vælger du alle mails fra 2011 og ældre. Marker dem, slet dem, gå til Papirkurven, marker dem, og slet dem permanent.
Læg evt. mærke til hvor mange GB du får slettet.
Drop skyllemiddel
Hvorfor?
Skyllemiddel gør tøj blødere, men er reelt unødvendigt. Der er ingen grund til at anvende det. Og slet ikke til håndklæder, viskestykker o.lign., da det reducerer stoffets evne til at opsuge væske.
Hvordan?
Brug det mindre. Brug det ikke til håndklæder. Eller undgå det totalt.
Køb sydeuropæiske tomater
Hvorfor?
Danske tomater bliver dyrket i drivhuse der opvarmes meget for at forlænge sæsonen. De er derfor relativt dyre i CO2 udledning i forhold til spanske og italienske tomater. Transport af tomaterne fra Sydeuropa er langt mindre energikrævende end opvarmning af danske drivhuse.
Hvordan?
Undgå at købe danske tomater udenfor sommersæsonen.
|